Søvnen - Dødens yngre bror

Ofte er søvnen blevet omtalt som dødens yngre broder, og i lang højere grad, end man måske ved overfladisk betragtning er tilbøjelig til at antage, er denne sammenligning et godt billed på menneskeåndens veje

Man står op om morgenen. Virkeligheden har været afbrudt under nattens søvn. Man kan ikke efter opvågningen om morgenen, genoptage efter behag denne virkelighed, hvis der skal være sammenhæng og orden i ens liv. Med det man foretog sig igår, er betingelsen skabt for det, man har at gøre idag. Man må hver morgen have tilknytning til resultatet af ens virkelighed igår. I ordets fulde betydning gælder det, at ens handlinger igår er skæbnen idag. Man har selv formet årsagerne, hvis virkninger man må tilknyttes og man finder sig i disse årsager, efter man for en stund under søvnen har trukket sig tilbage for dem. De tilhører en selv, selv om man i nogen tid var skildt fra dem.

Også i en anden forstand tilhører virkningerne af ens oplevelser igår. Man er vel selv blevet forvandlet igennem dem. Lad os antage at jeg har foretaget mig noget, som kun halvt er lykkedes for mig, og jeg har tænkt over hvorfor det ikke er lykkedes for mig. Hvis jeg igen skal arbejde med det eller med lignende, så sørger jeg for at undgå den fejl, jeg har erkendt. Altså har jeg tilegnet mig en større viden og muligvis en større dygtighed. Der igennem er min oplevelser igår blevet årsag til større dygtighed idag.

Min fortid bliver ved med at være forbundet til mig. Den lever videre i min nutid og den vil følge mig videre ind i min fremtid. Jeg har gennem min fortid skaffet mig de forhold, jeg lever under i min nutid og livets mening forlanger at jeg vedbliver at være knyttet til dem. Skabt på ny - ud af intet, måtte jeg hver morgen vågne op hvis virkningerne af mine handlinger igår ikke skulle væe min skæbne idag. Og nyskabt opstået ud af intet, måtte ånden være, hvis den ikke var tilknyttet med resultaterne af tidligere liv i de følgende inkarnationer. dertil mener jeg at mennesket slet ikke kan leve under andre forhold end dem, der er blevet skabt gennem de tidligere liv.

et menneske som én gang har været virksomt, står som følge deraf ikke mere isoleret. Det har lagt sit Selv i sine handlinger, og alt hvad det bliver, er sammenkædet med det, der kommer ud af disse handlinger. Det menneskes sammenkædning med resultaterne af sine handlinger er de lov, der behersker hele verden, karma- eller skæbneloven. Karma, det der er virkeligheden, der er blevet skæbne.

Fordi mennesket under søvnen i virkeligheden er unddraget den skueplads, på hvilken hans skæbne venter ham, er søvnen et godt billed på døden. Medens vi sover, løber begivenhederne videre på denne skueplads, og vi har en lang tid ingen indflydelse på dette forløb. Dog finder vi, når vi vågner, virkningerne af vores handlinger igen og må knyttes til dem på ny. I virkeligheden inkarnere vores personlighed sig på ny hver gang vi kommer ud af søvnen og vi møder vores handlingsverden. Hvad der om natten er skildt fra os, er om dagen ligesom lagt omkring os. Sådan er det også med handlingerne i vores tidligere inkarnationer.

Sovende følger det menneskelige legeme de fysiske love, men når mennesket vågner, slår den fornuftige handlings lys fra og ser ingenting ind i dets rent fysiske tilværelse. Mennesket tilhører efter nogle overvejelser, to verdener. I den ene lever det legemelige og det legemelige liv kan man følge ved hjælp af de fysiske loves tråd. I den anden lever det åndelige fornuftigt, og om dette liv kan man intet erfare gennem de fysiske love. Vil man studere det ene liv, må man holde sig til naturvidenskabens love for det fysiske. Men vil man begribe det andet liv må man lære lovene for den fornuftige handling at kende.

Det sovende menneskelegeme, der er undergivet de fysiske love, kan aldrig fulføre noget, der er underlagt fornuftlovene. Men ånden bærer disse fornuftlove ind i den fysiske verden, og så meget som den har båret ind, så meget vil den genfinde, når den efter en afbrydelse igen knytter sin virkelighedstråd.

Personligheden må idag knyttes til ved sine handlinger igår, hvis dens liv skal bevare sammenhæng og mening. Det kunne den ikke, hvis den ingen tilknytning følte til disse handlinger. Resultatet af ens virkelighed igår kunne man ikke tage op, hvis der ikke i en selv var bevaret noget af denne virkelighed. Havde man idag glemt alt hvad man erfaret igår, var man som et nyt menneske og kunne ikke tilknytte ved noget af det.

Det er ens hukommelse der muliggør ens tilknytning til gårsdagens handlinger. Hukommelsen er det som binder en til resultatet af ens handlinger. Det som i egentlig forstand hører til ens fornuftliv, som eksempel ens logiske evne, er det samme idag som igår. Ens hukommelse forbinder den logiske handling af idag med den logiske handling af igår. Hvis det kunne komme an på logik, så kunne vi i virkeligheden hver morgen begynde et ny liv. Men hukommelsen bliver bevaret, hvad der binder os til vores skæbne.

Således kan man finde sig selv hver morgen som et tredobbelt væsen. Finder sin krop igen, der under søvnen blot har adlydt sine fysiske love. Finder sig selv igen som ånd, der er det samme idag som igår. Med evnen til fornuftig handling i hukommelsen finder man alt bevaret, som dagen igår som hele ens fortid har gjort dig til. Tillige er der kommet et billed af menneskets tredobbelte væsen. I hver ny inkarnation befinder mennesket sig i en fysisk organisme, der er underkastet den ydre naturs love, og i hver ny inkarnation er det den samme ånd. Som sådan er den det evige i de mangfoldige inkarnationer.

Overfor hinanden står ånd og legeme. Mellem dem må være noget der forbinder dem, ligesom hukommelsen forbinder sine handlinger igår og idag. Dette noget er sjælen. Den bevarer virkningen af ens handlinger i tidligere liv. Den bevirker at ånden i en ny inkarnation viser sig som det de forbigående liv har gjort den til. Sådan er sammenhængen mellem krop, sjæl og ånd. Evig er ånden. I legemet råder fødsel og død efter den fysiske verdens love. Sjælen fører dem sammen igen, idet den af handlingerne væver skæbnen.

I virkeligheden overbeviser hver dybere eftertanke os om at de vigtigste livsfunktioner overhovedet er uforklarlige uden antagelse af en ubevidst hukommelse i den levende materie. Evnen til forestilling og begrebsdannelse, tænkning og bevidsthed, øvelse og tilvænding, ernæring og forplantning beror på den ubevidste hukommelses funktion, hvis virkelighed er uendelig mere betydningsfuld end den bevidste hukommelse. Med det siger det så at det er hukommelsen, vi kan takke for, hvad vi har, ser og er.

Man må ikke tro at vi ved sjæl forstår noget der uden videre er lig med den bevidste hukommelse. Heller ikke i det sædvanlige liv er den bevidste hukommelse altid med i spillet, når man drager nytte af fortidens oplevelser. Vi bærer frugten af disse oplevelser i os, selv om vi ikke bevidst husker det oplevede. Hvem husker enkelthederne, da han lærte at læse, skrive og køre på cykel. Hvem er overhovedet blevet sig alle disse enkeltheder bevidst? Vanen er f.eks. en art ubevidst hukommelse. Ved sammenligningen med hukommelsen skal netop kun peges på det sjælelige, der skyder sig ind i mellem ånd og legeme og danner formidleren mellem det evige og det der som fysisk har indspundet sig i tiden mellem fødsel og død.

To ting fylder sindet med voksende forundring: stjernehimlen over mig og den moralske lov i mig. Hvert tænkende menneske indrømmer, at stjernehimlen ikke i et nu er fremstået af intet, men efterhånden har dannet sig. Lige så lidt kan man uden forklaringse på realiteten af den moralske lov. Heller ikke den moralske lov er fremstået af intet.

Han fuldfører med stadig voksende bevidsthed, hvad han tidligere fuldførte i afstumpethed. Stadig mindre bliver omverdens tvang, stadig mere formår menneskeånden at bestemme selv. Men den ånd der bestemmer ud af sig selv , det er den frie ånd. En handling udført i bevidsthedens fulde klare lys, er en fri handling. Menneskeåndens fulde frihed er idealet for dens udvikling.

 

Når jeg tænder en tændstik, så opstår ilden efter faste love. Jeg har først sat disse love i virkelighed. Ligeså kan man kun fuldbyrde en handling i forbindelse men ens karmas faste love, men det er mig der sætter disse faste love i virkelighed og gennem de fra mig udgående handlinger bliver ny karma skabt, ligesom tændstikkens flamme brænder videre efter faste naturlove, efter at den er blevet tændt. Dermed er tillige kastet lys ind over et andet spørgsmål i forbindelse med karmalovens virkelighed. Man kunne måske sige at når karma er en uforanderlig lov, så vil det jo være forkert at hjælpe nogen. Hvad der et menneske, er jo en følge af hans karma, og det er absolut nødvendigt at dette rammer ham. Hvad virkningen af en skæbne, som ånd i en tidligere inkarnation har skaffet sig, kan man ikke ophæve. Men det drejer sig om hvordan man finder sig til rette med den skæbne, og hvilken ny skæbne man skaffer sig under indflydelse af den gamle. Hjælper man et menneske kan man måske udvirke til at han gennem sine handlinger giver sin skæbne en gunstig vending. Undlader man at give hjælpen, indtræffer måske det modsatte. Hvad det kommer an på er i alle tilfælde om ens hjælp er vis og klog eller det modsatte.

Den fejl mange gør, består dér i at de forestiller sig karmasammenhængen alt for enkelt. De forudsætter f.eks at når egoisten har beskadiget et menneske, så har han gjort sig karmisk fortjent til det. Men dette er absolut ikke nødvendigt. I ethvert menneskes liv indtræffer stadigt begivenheder, som absolut ikke har noget at gøre med hans fortjeneste eller skyld i en tidligere tilværelse. Sådanne tildragelser finder deres karmiske udligning i fremtiden. Hvad der uforskyldt tilstøder en idag, vil også blive udlignet i fremtiden. Dette ene står fast - alt får karmisk udligning. Men om en oplevelse for et menneske er den karmiske virkning af noget i hans fortid eller årsag til hans karma i fremtiden, det må hver enkelt tilfælde afgøres. Og dette kan ikke afgøres af den fysiske verden skolede forstand, men kun gennem okkult erfaring og iagttagelse.

Selvstændighedsdriften i ethvert menneske stræber i videste mulig grad at handle inde fra sig selv, sin egen overbevisning, sin egen erfaring, sit eget ansvar. Om end det ikke lykkedes - det er ikke det, vi i denne forbindelse skal fæstne blikket på, men blot på hvilken rolle selvstændighedsdriften har fået og nu ligesom er slidt ind i det man kalder egoisme. Fordi dette er sket kommer man til at nedvurdere sælvstændighedsdriften og overser at den har en højere mission. Den der prøver at sætte sig ind i, hvad selvstændighedsdriften egentlig er for noget, vil se at den på mange områder sprænger det man kalder egoisme, simpelhen fordi trangen til at være virksom og være det inde fra det bedste i én, skaber mange handlinger af mennesker uden ringeste tanke, om det lønner sig for dem selv, om resultatet bliver godt eller ej - blot at det sker.

Vi har jo ikke alene skæbne sammen med mindst ét andet menneske, vi har jo også skæbne sammen med grupper af andre mennesker, simpelhen derved at vi har været virksomme inden for en gruppe, en familie eller f.eks inden for et folk, og da må vi jo dele dette folks skæbne. Det vil sige at i hvor vel vi indadtil er anlagt som individuelle jeg´er, så vil vi dog tillempe os vort folk og deltage i dets skæbne.

 

Hvis virkeliggørelse hører fremtiden til, er det vel selvfølgelig at man i nutiden ikke kan opfatte eller finde som sådanne. Der gives kun én vej til overbevisning om deres sandhed, og det at andstrenge sig for at nå frem til denne realitet.

Det inkarnerede menneskes omgivelse er ikke tilfældigt. Men står i lovmæssig sammenhæng med hans karma

Den som ikke alene formår at iagttage det fysiske legeme, men også sjæleorganismen (astrallegemet) og ånden (mentallegemet), for ham bliver det klar, hvad mennesket har modtaget som arv, og hvad der som erhvervelse i tidligere liv er hans eget.

Der findes intet tilfældigt, når man tager alle verdner i betragtning, så uberettet ville det være at forkaste ordet tilfælde når der blot er tale sammenkædning af tingene i den fysiske verden. De må derfor også adlyde dette rums love. I dette rum kan sammentræf af ydre ting finde sted, der ingen indre forbindelse har med hverandre.

 

Ethvert åndeligt vågent menneske vil også vide, at der er ganske umuligt selv at råde bod på de fejltagelser man laver. Jeg er i dårligt humør om morgenen, kommer ind i forretningen og medbringer mine negative vibrationer. Sidemanden føler det, han bliver også sur, og han bringer sit negative videre til andre. Sådan forplanter mit dårlige humørs handling virkninger sig. Det er umuligt for et menneske at kalde det tilbage. Det ved enhver, at hvis ikke overbærenhedens ånd findes, hvis ikke der i verden findes højere væsner, der er kommet ind i kulturlivet gennem de stor religionsstiftere og har indblæst menneskenes overbærenhed, medfølelse, tålmodighed, sådan er den, man skælder ud siger "nå, ja, han er i dårligt humør i dag" og så sker der intet videre med det, så ville det være ganske umuligt at udligne den karma, jeg der pådrog mig eller andre.

Dette har også at gøre med det der sker inde i mig selv, fordi mit dårlige humør inde i mig opbygger en hindring, så det fremskridt jeg kunne gøre, ikke sker. Hvem er det egentlig min vrede først rammer? det er selvfølgelig mig selv. Det er min sindsro der tager, min nattesøvn, det røver mit blod, og forgifter. Jeg ophidser mig og ligger under alt dette, så længe den vrede er der. Jeg er for selvramt af vrede til at standse, og til sidst er mit blod så forgiftet, at jeg opsøger den jeg er vred på, og slår ham. Så har jeg "afreageret" men dét jeg har sat igang virker videre, hvis det ikke standses af tolerancens ånd. Sådan vil det i mange af livets tilfælde vise sig, at de handlinger, vi gør også har et ekko indadtil i os selv, der forsimpler os og i hvert fald for en tid hindre og svækker kontakten med det bedste i os, med vores inderste væsens kerne.

Den vej er netop oplevelse gennem selviagttagelse, gennem følelsen af, at jeg lever med noget ufødt i mig. Har man denne lille oplevelse, begynder man på den vej, der efter min mening er den eneste farbare, når talen er om reinkernation og karma.